Vedvarende energi

I Danmark stammer 72 % af vores energiforbrug fra forbrænding af kul,olie og naturgas (2013), men vi får også energi fra solen, fra vindkraft og fra forbrænding af affald.

Solceller, vandkraft, bølgeenergi og vindmøller kaldes vedvarende energi. Vedvarende energi er karakteriseret ved ikke at blive opbrugt. Sol-, vind- og vandenergi udleder ingen CO2, hvilket betyder at de kan anvendes uden at de bidrager til den globale opvarmning. Forbrænding af biomasse (træ, halm med mere) er også CO2-neutral, da planter optager CO2 fra luften ved hjælp af fotosyntesen. Derved omdannes CO2’en til ilt. Men når man brænder biomassen, dannes der igen CO2.

I Danmark er biomasse (fx affald) og vindkraft de vigtigste vedvarende energikilder. I 2013 dækkede vedvarende energi 24,4 % af det samlede energiforbrug i Danmark. Tallet i 1990 var kun 5,8 %. Af de vedvarende energikilder i 2013 udgjorde affald og biomasse 72 % mens vind udgjorde 21 %. Andelen af vedvarende energi i den danske el-produktion blev opgjort til 48 %. Heraf bidrager vindkraft alene med 33 %. Tallene stammer fra ens.dk

Biomasse, vandkraft og vindkraft har man udnyttet i århundreder, og de er stadig langt de vigtigste former for vedvarende energi. Men andre vedvarende energikilder er under udvikling. Det gælder blandt andet geotermisk energi (jordvarme) og direkte solenergi har således voksende betydning i praksis. Bølgeenergi og andre former for energi fra havet bliver endnu udforsket, lige som der er øget fokus på biogas.

Ved produktion af biogas bruger man en blanding af svinegylle og halm og/eller madaffald. Derved kan man bruge spildprodukter fra landbruget, industrien og husholdningerne til at lave energi. Du kan læse mere om processen i artiklen om biogas.

Forbrænding af affald har også nogle energimæssige fordele. En stor del af affaldet er for eksempel grøntsagsrester, brød og andre madrester af plantedele. Desuden brændes der meget pap og papir, lavet af træfibre. Da disse typer affald anses for at være CO2-neutrale, er forbrænding af affald kategoriseret som CO2-neutral. Dette er dog mere en politisk beslutning end en videnskabelig, da der også brændes rester af kød og rigtigt meget plastik. Kødproduktion bidrager meget til den globale opvarmning, og da plastik som bekendt er lavet af olie, udledes der også "ikke-CO2-neutral" CO2 fra forbrændingsanlæggene.

Men det gode er, at når man forbrænder affald fra industrien og husholdningerne, og bruger det til energiproduktion, i stedet for at lægge det på deponi, kan vi spare kul og olie, som er fossile brændstoffer.

At brændstoffer er fossile, betyder at de er mere end "oldgamle". Både kul og olie er blevet dannet af organisk materiale, for millioner af år siden. Derfor indeholder de en høj mængde kulstof, som giver dem en høj brændværdi. Så længe kullet og olien ligger i jorden, bidrager de ikke til klimaændringerne, men når de brændes af, stiger atmosfærens indhold af CO2, og derved opstår drivhuseffekten, der smelter jordens poler og får verdenshavene til at stige.

Del denne side med andre