Dette website bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse. Ved at bruge dette website accepterer du brugen af cookies.

Henkastet affald

Både børn og voksne smider massevis af affald i naturen hvert år. Slikpapir, dåser fra øl og sodavand, gamle møbler og byggeaffald smides rundt omkring i skove, på marker, på vejen og grøften, på stranden og i vandet. Hvem gider sidde i en park, der er fuld af pizzabakker? Gå i en skov, hvor en håndværker lige har vippet byggeaffald af, fordi han ikke gad køre det til en genbrugsplads? Eller bade på en strand, hvor en familie lige har smidt deres storskrald?

Hundelorte og døde dyr nedbrydes på få uger. Bakterier, fluer, larver, myrer og andre insekter begynder hurtigt at spise af affaldet. Det mest groteske, man finder i naturen er hundelorte i poser. En hundelort er ulækker. Men den forsvinder i naturen på cirka to uger. Hvis den ligger i en pose, kan den ligge i omkring 50 år, og posen er først forsvundet helt efter flere hundrede år!

I 2017 var mere end 1475 grupper landet over med til at rydde op i naturen sammen med Danmarks Naturfredningsforening. I alt samlede de 155.208 kg affald sammen. De samlede blandt andet 108.177 dåser. De fleste dåser i naturen er uden pant - dvs. købt i Tyskland. Det kan man også se på, at 40 % af dåserne uden pant blev indsamlet i Region Syddanmark - selv om kun ca. 1/5 af Danmarks befolkning bor her.

Mange er for dovne til at aflevere dåserne i en butik eller på genbrugspladsen, når der ikke er pant på. I stedet ender nogle af dem  i naturen. Her kan de ligge i op til 500 år. Det svarer til, at vi skulle gå og se på affald fra starten af 1500-tallet.

Der ligger også masser af stjålne indkøbsvogne i søer, åer og grøfter. Måske har nogen syntes, det er sjovt at køre indkøbsvognsræs? En indkøbsvogn kan ligge i naturen i op til 800 år. Cykler, der lider samme skæbne, kan ligge i mere end 1.000 år.

Det er dyrt at fjerne småt affald som cigaretskodder, tyggegummi, kapsler og ispinde på gader og i naturen. Et stykke tyggegummi koster cirka 25 øre, men det koster mellem to og ti kroner at fjerne det igen. Tyggegummi kan ligge op til fem år i naturen, før det bliver nedbrudt. Mælkekartoner og ispapir er cirka to år om at forsvinde, mens plastik er cirka 4-500 år om at forsvinde.

Cigaretskodder er den mest almindelige slags affald på gaden i byen. Ved en undersøgelse har man fundet ud af, at der i Danmark smides ca. 9 millioner cigaretskodder hver dag. Eller 3 milliarder om året.I København er man særlig plaget af skodder. I en undersøgelse fandt man 14.000 skod på én uge (!). Man fandt samtidig kun 34 hundelorte og 1100 stykker papir. Kommunen prøver med både bøder og kampagner at mindske antallet af skodder på veje, fortove og i parker.  I naturen er skodderne cirka fire år om at forsvinde. Desuden er risiko for at de sætter gang i en skov- eller markbrand.

Den værste fælde for dyr er alt det affald, vi i stigende grad kaster fra os i det danske landskab. Meget af affaldet indeholder madrester, som tiltrækker dyrene. Mus fanges nede i flasker, dåser og glas. Fugle får ben eller vinger viklet ind i fiskeliner eller stumper af snor og net. Elastikker sidder fast omkring fisk eller fuglehalse.

Resultatet er i alle tilfælde en langsom og pinefuld død.

Den enkle løsning: Ryd op efter dig og smid dit affald i de dertil indrettede affaldsbeholdere eller tag det med hjem.

På sigt kan det vise sig, at cigaretskodderne kan genanvendes til at lagre energi - læs her hvordan.

Kilder:

http://politiken.dk/indland/

https://www.holddanmarkrent.dk/Article/cigaretskod/

http://www.affaldsindsamlingen.dk/om-affaldsindsamlingen/affald/det-er-helt-skod/

Fotos med henkastet affald

Artikel om henkastet affald

Henkastet affald er ren dovenskab

Alt det affald, vi smider i naturen, ligger og flyder i årevis. Meget af affaldet vil også ligge der tusind år efter, vi er døde – hvis der ikke er nogen, der samler det op. Desuden er meget af affaldet de rene dødsfælder for mus, fugle og andre dyr.

Quiz - dyb klogskab

Hvad ved du om genbrug?