Dette website bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse. Ved at bruge dette website accepterer du brugen af cookies.

Webquest
Madspild: Plakater alle vegne
(3.-4.)

Udfordringen

Jeres opgave er at finde alle de steder, hvor der sker madspild. Det kan være hjemme hos jer selv, i en restaurant, i et hospitalskøkken eller en bagerbutik. Når I har fundet frem til alle de steder, hvor der sker madspild, skal I også prøve at finde ud af, hvorfor maden egentlig bliver smidt ud. For det underlige er jo, at det både koster penge og også skaber en masse udnødigt affald at smide spiselig mad i skraldespanden.
For at komme i gang skal I prøve at finde svar på nedenstående spørgsmål:

  • Hvor har I selv oplevet, at der er blevet smidt mad ud?
  • Hvad var grunden til, at maden blev smidt ud?
  • Kunne man have forhindret, at maden blev smidt ud?
  • Hvem skal gøre noget anderledes – for at forhindre, at maden bliver smidt ud. Og hvad skal der gøres?

Processen:

Opstart

Hele klassen skal finde frem til alle de forskellige steder, hvor der forekommer madspild. For hvert sted er det vigtigt også at finde frem til alle årsagerne for madspild – og alle de ting, som kunne forhindre det.

Når I har brugt nettet og alle de links, der er her på siderne til at finde oplysninger, skal I lave et lille rollespil for hvert af de steder, hvor I mener, at madspild kan forhindres. For hvert af stederne spiller en af jer rollen som den, der føler sig nødt til at smide mad ud – og en anden spiller rollen som madspilds-ekspert.
Det kunne fx være en bager, der hver aften smider alt det usolgte brød i skraldespanden – og så madspildseksperten, der kunne give råd til, hvordan brødet kunne bruges på en anden måde.
Mens I laver alle de mange – og korte – rollespil skal I allesammen notere de tanker og overvejelser, som I gør jer. Fx i bagerens tilfælde:

  • Hvis der skulle være en plakat i bagerbutikken – hvad skulle der så stå på den?
  • Er det kun bageren, der kan gøre noget ved problemet?
  • Er der også noget kunderne kunne gøre?
  • Er der en måde, bageren kunne tjene penge på det brød, som han ikke har solgt? ... og hvad I nu ellers kommer i tanke om.

Bemærk: Løsningen er ikke at fodre fugle med alt brødet. For meget brød spiser fuglene ikke, og det giver dårligt miljø i søerne og tiltrækker rotter på land.

Inden arbejdet med plakaterne begynder

I skal sørge for at have ’fundet’ så mange steder, hvor der forekommer madspild, at hver gruppe kan komme til at arbejde med to plakater hver.
Brug inspirationen fra de små rollespil – og søg alt det I kan på nettet – for at finde de helt rigtige ord og sætninger, der kan sikre, at maden kommer i munden og ikke i skraldespanden.

Arbejdet med plakaterne

Alle grupperne skal sørge for at lave en plakat i mindst A2-størrelse. Den kan laves ved at man finder illustrationer og fotos på nettet – eller at man tegner eller maler. Det vigtigste er, at I finder en måde at tiltrække opmærksomhed, så plakaten bliver set – og budskabet bliver læst. Derfor skal I også være opmærksomme på følgende ting:

  • I skal sørge for at billeder og illustrationer fortæller den samme historie som jeres tekst eller slogan.
  • I skal sørge for at finde ud af, hvem tekst/slogan skal tale til (fx butiskejer eller kunder).
  • I skal finde ud af, hvor plakaten vil sidder allerbedst.
  • I skal sørge for at budskabet er klart og tydeligt.
  • I skal sørge for, at budskabet effektivt kan forhindre madspild.

Plakatudstilling / fernisering:

Når plakaterne er færdige kan I lave en plakatudstilling, hvor I evt. inviterer en anden klasse eller jeres forældre til fernisering, og hvor I hører om deres meninger om de budskaber, som I har fundet frem til. Tror de (tilskuerne) også, at jeres budskaber vil kunne forhindre madspild?