Dette website bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse. Ved at bruge dette website accepterer du brugen af cookies.

Vælg tema

Jern

Jern er det mest brugte metal i verden. Det bruges til alt muligt: store broer og biler, små skruer, til legetøj og til bestik. Jern kan genbruges, hvis det sorteres rigtigt.

Langt det meste af det metal, vi mennesker henter i naturen, er jern. Bortset fra aluminium er jern det mest almindelige metal på jorden. Jern er let at finde og ligger tæt på jordens overflade. Derfor er jern også et billigt metal.

Det er let at blande jern med andre stoffer. Blandes det med kul, bliver det til stål. Stål er meget stærkere end jern alene. Derfor kan man bruge det til huse, broer og maskiner. Man kan også lave stål, der ikke ruster. Det er smart til for eksempel bestik og gryder.

Det meste jern henter man i miner nede i jorden. Jord og sten i minerne har kun en lille del jern i sig. Det betyder, at man må fjerne meget mere af jorden og stenene, end man har brug for. Når jernet er taget fra, spreder man jorden og stenene ud i landskabet rundt om minerne. På den måde ødelægger man naturen omkring minerne.

Der er to store fordele ved at genbruge jern:

  1. Man behøver ikke grave i miner
  2. Man sparer meget energi til at smelte jernet.

Ved at genbruge jern og stål sparer vi mere end halvdelen af den energi, vi skulle have brugt, hvis jernet blev hentet i naturen. Det er nemt at skille jernet fra andre dele, fordi jern er magnetisk.