Dette website bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse. Ved at bruge dette website accepterer du brugen af cookies.

Vælg tema

Minedrift

De fleste metaller kommer fra miner langt fra Danmark. Derfor tænker vi ikke på, at minerne ødelægger miljøet, der hvor de ligger. Heldigvis kan vi være med til at gøre behovet for nye metaller mindre. For de fleste metaller kan bruges igen og igen.

Det meste metal henter man i miner. Jord og sten i minerne har kun en lille del af metallerne i sig. Det betyder, at man må fjerne meget mere af jorden og stenene, end man har brug for. Når jernet er taget fra, spreder man jorden og stenene ud i landskabet rundt om minerne. På den måde ødelægger man naturen omkring minerne.

De fleste tænker på miner som underjordiske gange. Men faktisk henter vi de mest almindelige metaller fra åbne miner (store huller i jorden). Det gælder jern, aluminium og kobber.

De åbne miner er tit meget store. Enten fordi det metal, man graver efter, er spredt ud over et stort område. Eller fordi man har valgt at køre metallet op fra minerne på store lastbiler. Så må vejen ikke være for stejl. Hvis minen er en kilometer dyb, kan vejen nemt være flere kilometer lang.

Når man henter metal i naturen, sker det gennem flere led:

  1. Først graver man den metalholdige bjergart fri.
  2. Dernæst knuser man den.
  3. Med strøm, kraft og forskellige kemikalier skiller man til sidst metallet fra de øvrige mineraler.

Minedrift medfører altid en masse affald. For eksempel resterne af den knuste bjergart og sten, der er fjernet for at give plads til vejen op fra minen. Desuden jord og sten der oprindeligt dækkede metallerne.

Der er to muligheder for at begrænse minedriften:

  1. at nedsætte forbruget (efterspørgslen) af metallerne eller
  2. at øge genbruget af metallerne. Fordelen er, at alle metaller kan smeltes.